Igen en supermarkedsvin, og igen fra vinhuset Piccini, som jeg for et par uger siden smagt 100-kroners Brunello fra. Denne Chianti Riserva synes bedste valg hos en Spar købmand i sommerlandet, da de medbragte flasker for længst var tømt. Og nu er det store spørgsmål, om vinen vitterlig også smager som en billig supermarkedsvin?
Der er mange meninger om denne Chianti Riserva, og de fleste kommentarer er noget i retning af; Drikkelig, men skuffende. Har meget svært ved at finde antydning af fad. Finder vinen meget tyndbenet, både hvad angår duft, smag og gardiner, som der ingen er af. Kedelig og tyndbenet. Ingen power, ingen kompleksitet, ingenting. Frugtfattig madchianti.
Ikke de bedste anbefalinger, men denne vinblogger gennemgår jo alverdens trængsler for den kræsne læserskare, og således har jeg da også i den gode sags tjeneste indtaget en del af denne flaske med Sangiovese saft.
Omkring vinhuset, så henviser jeg til indlægget, da jeg smagte husets 2006 Brunello di Montalcino Poggio Castagno. I det blogindlæg kan I nemlig læse lidt om det store vinhus Piccini.
Og ja, det er ikke en stor vin, lidt kønsløs i udtrykket. Duftmæssigt helt klart Sangiovese med ribs, jordbær og en smule sødme. Meget blød og drikkevenlig, og det er samtidig også vinens største problem, nemlig at det hele bliver en smule for udvandet og uden kant af nogen slags. Vinen er nu ikke så dårlig, som mange gør den, og til et sølvbryllup vil det være en fin vin … i forhold til så mange andre dårlige vine, som findes på tilbud rundt omkring.
Spar kæden/SuperBest forhandler vinen, som normalt vel koster knap en 50’er. I sommerlandet forlangte den lokale Spar 59,95 kr.