På samme måde som med Brunello, så er 2016 et rigtigt godt år i Barolo. Allerede nu viser de første ratings, at 2016 årgangen bare er rigtig god. Nok en af de længste sæsoner fra knopperne blev sat til den endelige høst. Så hvorfor ikke smage en god 2016 Barolo og fra altid fremragende Silvio Grasso?
Azienda Agricola Silvio Grasso di Grasso Alessio Federico i La Morra har jeg skrevet om før, så det skal jeg ikke gentage. Her er det atter Alsessio Frederico Grasso, der sammen med sønnerne Silvio og Paolo har lavet en virkelig lækker 2016 årgang af deres basis Barolo.
Druerne til Grassos almindelige Barolo stammer fra 1,5 hektar af marker beliggende i La Morra med sydvestlig eksponering. Stokkene blev alle plantet tilbage i 1984 og høstet med håndkraft. Vinen er så lavet med gæring i rustfrie på ståltank i 10 dage, hvorefter den er lagret 24 måneder på franske barriques og 12 måneder på flaske inden frigivelse.
Vinen er smuk, lys i glasset … nærmest transparent med svage småbrunlige nuancer. Og sikke lækker aroma … smuk lys med violer, roser, læder samt en lys, moden frugt, der vitterlig får dine næsehår til at vibrere resolut og halsløs ved hver snif. Det er syrlige kirsebær, tyttebær og moreller, masser af våd eg, røg, lidt brændte noter, tobak, jern, kalk samt en smule vanilje.
Men det bedste er sgu smagen, virkelig så smuk balanceret. Der er herlig, ung og frisk syre. Selvom det fortsat en spædbarn ung Barolo, så smager den allerede nu fortryllende med strenge, vilde tanniner, der sætter sig i din mund, men på en rund, frisk, frugtrig facon og med en lille diskret sødme. Intens og frydefuld. Syren er bare så bedårende, sprød og elegant.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 198 kr., hvilket må siges at være vildt billigt for sådan en 2016 Barolo.