Jeg har næsten lige sluppet glasset med Bourgogne Gamay Cuvée Messire de Tremont i en årgang 2016 før jeg igen smager vinen fra Hospices de Beaujeu blot i en nyere årgang 2019.
Bourgogne Gamay Cuvée Messire de Tremont er lavet på 100% Gamay fra husets marker i Regnié. Vinen er lavet som de klassiske bourgognevine. Efter den første alkoholiske gæring er vinen så lagret 8-10 måneders på 1-5 år gamle 228 liter burgundiske egetræsfade. Régnié er vel nok den billigste af de 10 appellationer i Beaujolais og også den nyeste appellation.
Vinen er måske lidt mørkere end 2016’eren og den har nok heller ikke den helt samme burgundiske lethed, selvom det bestemt aldrig bliver en fed, opulent og tyk Beaujolais vin. Der er dog en arketypisk landlighed, kirsebær, jordbær, fennikel, blomster samt en let sødme. Det er vin med et glad ansigt … absolut fremkommelig, let, elegant, ubekymret og totalt imødekommende.
Smagen er fortsat lysere end de fleste Beaujolais vine, mere lys, stram, ren og fin frisk frugt med ribs og hindbær … syren er stram og tanninerne fine. Smagen er også mere tør og mere koncentreret end 2016’eren, men fortsat med let og luftig saftighed. Igen er det meget stilsikkert med burgundisk præg og til prisen fortsat et røverkøb, så dermed 5 sikre tomler med stor pil op,
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen på tilbud kun er 105 kr. ved køb af 6 flasker.