2017 Rocca di Castagnoli, Chianti Classico, Toscana, Italien

2017 Rocca di Castagnoli, Chianti Classico, Toscana, ItalienRocca di Castagnoli ligger syd for Gaiole in Chianti og er ét af de ældste Chianti Classico huse, og har oprindeligt tilhørt Tempi familien i 1700-tallet og senere baron Ricasoli. Siden 1981 har det været ejet af Calì familien og derfra smager vi deres klassiske 2017 Chianti Classico.

Calì familien ejer via deres hovedfirma Tenuta Cali samlet 4 vingårde i Italien. Den historiske vingård Rocca di Castagnoli var det første vinhus, som tidligere advokat Calogero Calì købte i 1981 på grund af den fascinerende  skønhed og historie … og en passion for vin og landbrug.

Rocca di Castagnoli er reelt en gammel middelalderfæstning,  som gennem hele sin historie har været ejet af adelige familier, herunder familien Tempi – hvis våbenskjold stadig repræsenterer vinhuset – og baron Ricasoli familien

Vingården har altid været et økonomisk centrum i området og allerede i 1800-tallet var Rocca di Castagnoli kendt for fremragende vine, hvilket bl.a. også medførte, at storhertug Pietro Leopoldo i 1773 besøgte stedet for at lade sig inspirere.

Senere i 1924 var Rocca di Castagnoli også – sammen med 32 andre vinproducenter – med til at danne konsortiet Consorzio Vino Chianti Classico sammen med 32 andre vinproducenter … 3 år før det bredere Consorzio Vino Chianti blev etableret.

Siden 1981 har det altså været Calì familien, som har ejet Rocca di Castagnoli. De har også efterfølgende købt 3 vingårde mere … i 1998 Tenuta di Capraia – der er lagt ind under Rocca di Castagnoli –  i 2004 vinhuset Graffetta på Sicilien og i 2005 Poggio Maestrino i Maremma.

Det er i dag brødrene Rolando og Daniele Calì, som driver alle vingårdene videre, hvilket sker med hjælp fra den ansatte manager Rolando Bernacchini samt den ansvarlige vinmager Maurizio Along.

På Rocca di Castagnoli har det lille hold samlet 850 hektar jord, hvoraf 92 hektar er vinmarker i 380-860 meters højde med de højeste beliggende marker ved Colle di Monte Luco.

Siden købet af Rocca di Castagnoli har Calì familien også lavet en gennemgåede renovering af den gamle fæstning, så den omfatter en moderne vinkælder, en up-to-date barriques kælder samt et lille wine relais med udlejning af værelser til vinturister.

Der laves 10 forskellige vine på Rocca di Castagnoli  og derudover en række vine under Tenuta di Capraia navnet. Her smager jeg deres 2017 Chianti Classico lavet på 90% Sangiovese samt 10% Canaiolo og Colorino fra marker i 420 til 500 meters højde.

Vinen er lavet med gæring i rustfrie ståltanke ved 28 grader over omkring 10-12 dage med en efterfølgende malolaktisk gæring, også i tankene. Vinen er så lagret i 12 måneder på egefade, så 3 måneder i ståltankene og endelig 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 350.000 flasker af denne vin.

WAUW for en lækker aroma med tobak, læder, blomster, rosenblade og blomsterpollen, tør jord, lyse kirsebær, lyse blommer samt en lys balsamisk syre … livlig og virkelig tør, dragende og indbydende.

Der er mere skrald på smagen … nogen tyngde, men mest af alt frisk og tør frugt med en sådan lille bitter tørhed, kirsebær, hindbær og så bare denne fine, lette fornemmelse. Vinen har sgu lidt x-faktor, fint streng, let, tør og frisk. Det smager altså bare vildt godt og bedste Chianti Classico i lang tid. Klart 5 fede fingre med pil op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7