2016 Domaine Cazes, Alter, Roussillon, Frankrig

2016 Domaine Cazes, Alter, Roussillon, FrankrigVor vinaften bød også på Roussillon vinen Alter fra vinhuset Domaine Cazes, der ligger midt i Rivesaltes Cedex omkring 5 kilometer nord for Perpignan.

Domaine Cazes er grundlagt tilbage i 1895 af Michel Cazes og var i familien Cazes’ eje frem til 2004, hvor det blev overtaget af Lionel Lavail … søn af en lokal vinhandler. Og allerede året efter omlagde Lionel driften til både økologisk og biodynamsk drift, ligesom han også i 2012 stod bag opkøbet af det ikoniske Domaine Les Clos de Paulilles i Anse de Paulilles mellem Banyuls og Collioure.

I dag har vinhuset over 220 hektar vinmarker spredt i det meste af Roussillon og derfra laver de vine under de to navne Domaine Les Clos de Paulilles og Domaine Cazes.

Denne Alter er så én af de mange vine … lavet på 50% Syrah, 40% Mourvèdre og 10% Grenache. Efter høst er druerne afstilet inden de placeret i ståltanke til gæringen, som er sket ved 28 grader over 4-6 uger med daglig overpumpning. Efter presningen samt en naturlig bundfældning lagrer vinen 12 måneder hovedsageligt på ståltanke, men en lille del bliver dog modnet på små franske træfade, for at tilføre mere kompleksitet og fedme.

Duftmæssigt snakker vi her en krydret, mørk og kødfuld vin med brombær, sorte kirsebær, godt med sol og varme, peber, lavendel, kryddderier, et animalsk islæt som nærmest våd hund, jern, jod, læder, lakridsrod samt en grøn noter.

I smagen er der også godt med peber og vinen fremstår kødfuld og stærk med lidt grafit tørhed, en flad sødme og godt med krydderier. Der er en god struktur, er meget frugtrig, har tydelige men pænt integrerede tanniner … og fantastisk alternativ til fx gode Rhône vine.

Forhandles af Østjysk Vinforsyning, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7