2004 Domaine Grand Veneur, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2004 Domaine Grand Veneur, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVidere med næste vin fra i lørdag, klassisk Châteauneuf-du-Pape. Med base i Orange finder vi nemlig vinhuset Domaine Grand Veneur, som ejes og drives af Alain Jaume sammen med sine 2 sønner.

Jaume familien har fremstillet vin i generationer, ja faktisk siden 1826, hvor Mathieu Jaume besluttede at dyrke vinstokke i Chateauneuf du Pape. I dag er det 5. generation af Jaume familien, nemlig Alain Jaume, som driver vingården. Da Alain i 1979 – sammen med hustruen Odile – overtog driften, så ændrede parret samtidig navnet til Domaine Grand Veneur, hvilket vel nærmest kan oversættes til “lederen af jagthundene”, og herefter blev vinene solgt med dette navn.

I starten havde Domaine Grand Veneur alene knap 9 hektar vinmarker, men dette er løbende forøget. I 2003 købte familien endvidere endnu en vingård, nemlig Clos De Sixte, en Appellation d’Origine Contrôlée vingård i Lirac. Denne appellation er beliggende på den anden side af Rhône floden end familiens eksisterende vinmarker, men alligevel få kilometer fra Châteauneuf du Pape og med jordforhold, som minder om Châteauneuf du Pape, nemlig med sandholdig jord, og de ​​berømte sten, som dækker jorden.

Samlet set har vingården således i dag har omkring 69 hektar vinmarker fordelt i Châteauneuf-du-Pape, Lirac, Côtes du Rhône Villages “Les Champauvins”, og Côtes du Rhône områder. Ud af de samlede 69 hektar vinmarker, så udgør Clos De Sixte omkring 28 hektar, mens AOC Châteauneuf-du-Pape udgør omkring 16 hektar, dvs. sammenlagt en betydelig producent. Markerne er certificeret agriculture biologique fra 2012.

Alain og Odiles to sønner Sébastien og Christophe er i færd med gradvist at overtage ansvaret for domænet, så vingården kan roligt fortsætte med 6. generation. Som det bør sig, så står der også flot på etiketterne; Alain Jaume & Fils.

Der laves en række vine af egen produktion under Domaine Grand Veneur, bl.a. 5 Châteauneuf-du-Paper, herudover denne deres basis Châteauneuf-du-Pape, her i årgang 2004 lavet på 65% Grenache, 25% Syrah og 10% Mourvédre.

Duftmæssigt har jeg noteret mig lidt rosiner, blommer, figner, lakrids, nødder, kælder eller mug, solbær, eg, parfume, tobak, hindbær … i hvert fald en vin med dejligt antal indtryk, og en vin med masser af tyngde og power. Smagsmæssigt en vis sødme i vinen, blød og fyldig, bestemt også garvesyre, dejlig stil … lidt rosin … måske alderen. I gæt vaklede jeg mellem Châteauneuf og noget fra Veneto … skulle have holdt mig til den første indskydelse. Dejlig vin … vi elsker jo Châteauneuf.

Fås hos Piaf Vinhandel, pris 289,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

Skriv et svar