2017 Jean Michel Gerin, Saint-Joseph, Rhône, Frankrig

2017 Jean Michel Gerin, Saint-Joseph, Rhône, FrankrigDet er over et år siden, at jeg smagte Jean Michel Gerins Saint-Joseph første gang. Dengang var det i en årgang 2016 og den var overraskende lækker med en lys og let side, hvilket faktisk gentager sig i denne nyere årgang 2017.

Gerins vinmarker i Saint-Jospeh er syd/sydøst-vendte og har vinstokke, som er op til 30 år gamle. Høsten sker manualt med et udbytte på 38 hektoliter pr. hektar og derefter sorteres druerne også med håndkraft.

Derefter gennemgår vinen er en temperaturstyret, kølig maceration i tre uger på stål. Slutteligt lagres vinen 15 måneder på franske fade, hvoraf 80% er 2-4 år gamle 228 liters fade, og 20% er gamle 600 liters fade.

WAUW … sikke en aroma. Det dufter næsten som en blanding af lidt Cornas samt Beaujolais, hvis det giver nogen mening? Det er bondsk, flæsket og har også lidt mejeriagtige noter. Der er både sur mødding, tørret bacon, ymer, kærnemælk, mørk gæret frugt, gamle fade, sorte oliven, harsk fedt og lette florale elementer. Frugten er lidt svær at definere, men vel sorte kirsebær og brombær. Men for pokker, hvor dufter dette bare vildt godt.

Og det smager også godt … det er ikke – som mange vil forvente – en hård, streng, stenet og voldsom Nordrhône vin, for den har i stedet en overraskende lethed som Beaujolais, mens blødheden er fin typisk Saint-Joseph.

Der smages en smule peber, mens frugten er lysere end i duften … vel nærmest mere mellemrød med kirsebær og hindbær suppleret med meget tørre tanniner. Det bliver en lidt tynd Saint-Joseph, hvor biceps musklerne slet ikke flekses. Det er en Saint-Joseph afart aka særling … en mere feminin eller affekteret udgave, men jeg elsker sgu den lyse, lette stil, som gør vinen let, behagelig og fin. Jeg hoster prompte op med 6 lette fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 195 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7