Den næste Weingut Peter Wagner vin var også Ortswein, 2018 Oberrotweil Chardonnay, men faktisk slet ikke så fed som foregående Grauburgunder.
Vinen er ellers næsten lavet på helt samme vis, altså med druer fra markerne ved Oberrotweil. Vinen er også lavet på rustfrie ståltanke, men er efter endt fermentering udelukkende så lagret på barriques. Det fremgår dog fortsat ikke, hvor lang tid vinen har lagret, men den har 0,7 gram restsukker pr. liter.
Dejlig småbuttet, men slet ikke overfed, overdone eller med kæmpe fadpræg, som man måske vil forvente efter smagningen af Wagners Oberrotweil Grauburgunder, Her virker syren langt mere markant, frugten slankere og knap så tropisk. Her er det overmodne æbler, abrikos, en meget ren og inderlig frugt med lidt smør, klare kalkede noter og meget svagt lidt sødme og grape.
I munden er vinen heller ikke – på nogen måder – svulstig eller fed, tværtimod, for den har en virkelig pivfrisk frugt, masser af syre med både citroner, umodne grønne æbler, lidt lemon og derudover godt med mineraler, kalk og flint. Det hænger sgu meget godt sammen, duften som er balanceret med en smuk kølighed og således bliver en aldrig for fed, men har en præcis, pivfrisk og småsyrlig frugt.
Forhandles af Vinifikant, hvor en flaske koster 165 kr.