Domaine de Mongillon er en ganske lille vingård, der ligger lidt øst for byen La Baume-de-Transit i Vaucluse i Rhône og det er netop derfra, at Houlberg smager næste vin, som er en 2017 Visan Côtes du Rhône Villages Blanc.
Domaine de Mongillon findes der ikke mange oplysninger om, men lidt research på nettet viser, at vingården i mange år været en del af Maison Béjot Vins & Terroirs, som igen i 2016 blev overtaget af den helt store franske vinkoncern Les Grands Chais de France aka GCF Group.
Og GCF Group er vi stødt på et utal af gange her på vinbloggen, for det er jo koncernen, der herhjemme vistnok mest er kendt for den ikoniske J.P. Cheney vin med den skæve hals og vinen Merlot med den blå etiket fra Grand Sud.
Le Groupe GCF ejer en række vinhuse i Frankrig og laver vine under navne som bl.a. Les Grands Chais de France, Calvet, Grand Sud, Arthur Metz, Henri Gaillard og mange, mange flere.
Imidlertid er der begrænsede oplysninger om denne Visan Côtes du Rhône Villages Blanc, altså udover den er lavet på Clairette, Viognier og Bourboulenc.
Næsen er lidt sødkrydret, småfyldig, smørfed og urtet. Der er fersken, honningmelon, pærer, mandler, røg og sjovt nok også lidt olie, linolie og estragon.
Smagen er cremet med samme urtede og lidt søde side, som duften også lovede. Der er også fersken, melon, men også grillet grapefrugt, grillet citron, kvæde, sandeltræ og en syre, som ikke er vild, men nok mere afdæmpet, lydløs og tilbagelænet. Dermed bliver det en rund affære, men for pokker hvor er der smag for pengene.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 70 kr. ved køb af 6 flasker.