Fratelli Alessandria vinene har jeg altid været begejstret for og nu smager jeg en 2015 Barolo, der bestemt også er fin, men fortsat en purung bumset teenager med stemmen i overgang og store fødder.
Fratelli Alessandria holder til midt i byen Verduno, der ligger et par kilometer nord for La Morra og omkring 8 kilometer sydvest for Alba og stammer fra et gammelt og historisk vinhus, som er grundlagt i begyndelsen af det 19. århundrede. Dengang hed det dog ikke Fratelli Alessandria.
Allerede i 1843 opnåede vinhuset 2 vigtige udmærkelser på foranledning af Carlo Alberto, kongen af Sardinien og hertug af både Piemonte, Savoy og Aosta. Vinhuset leverede vin til hoffet og blev hædret for deres salg af vine til udlandet og deres topmoderne vineri.
Vinhuset har siden 1870 tilhørt familien Alessandria og drives i dag af 4. og 5. generation i form af Gian Battista samt hustruen Flavia, broderen Alessandro og sønnen Vittore.
Og de har virkelig formået at få vinhuset op blandt de bedste producenter i Piemonte. De er gået fra at lave virkelig gode vine, til at tilhøre eliten … ikke bare i Verduno, men i hele Barolo området.
Vingården producerer vine udelukkende fra egne druer og de har sammenlagt 12 hektar med parceller på nogle af de bedste marker i Verduno og Monforte, bl.a. markerne Gramolere og Monvigliero samt Pisapola, Campasso, Riva Rosso, San Lorenzo, Boscatto, Neirane og Rocche dell’olmo.
Der dyrker familien primært Nebbiolo, men også Dolcetto, Barbera samt den sjældne Pelaverga, der alene findes ved byen Verduno. En sådan én … 2016 Verduno Pelaverga Speziale smagte jeg tilbage i december 2018 og var voldsomt begejstret for. Herudover dyrkes der ganske lidt hvide druer, nemlig den lokale Favorita og den internationale Chardonnay.
Her er det vinhusets almindelige Barolo, hvor druerne kommer fra både Gramolere, Pisapola, Riva Rocca Campasso, Rocche dell’Olmo og Boscatto markerne og vinstokke, der gennemsnitlig er 25 år.
Vinen er lavet i ståltanke med 12-15 dages gæring og maceration ved 28-30 grader og er derefter lagret 3 år i 20-40 hektoliter store egefade af slavonsk og fransk eg, 2 måneder i ståltanke og yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.
Vinen virker duftmæssigt lidt lukket … frugten frygtelig ung suppleret med tørrede og knuste rosenblade, læder, en fin ædelhed, tørhed, egetræ, mineraler, sten, kridt, kul, mentol, ribs, tranebær og nogle balsamiske noter.
I munden er det er meget ren og virkelig frugtrig vin, masser af tanniner og tørhed, men på denne meget saftige og frugtrige facon og med peber, let bitterhed … streng, rank, frisk og ung. Det er bare fortsat et stykke fra de Barolo’er, som jeg tidligere har smagt fra Fratelli Alessandria. Jeg ligger lige mellem 5-5,5 houlbergske lillefingre.
Forhandles bl.a. af Oxholm Vin, hvor en flaske koster 339 kr.