2015 Francesco Versio, Barbaresco, Piemonte, Italien

2015 Francesco Versio, Barbaresco, Piemonte, ItalienFrancesco Versio er en ung, dygtig kultproducent, som laver vin i byen Albesani nordvest for Barbaresco og her smager Houlberg netop en fin 2015 Barbaresco fra Versio.

Francesco er søn af en skolelærer i Albesani og er uddannet ønolog og vinmager fra vinskolen i Alba og senere universitetet i Torino. Efter sin uddannelse arbejdede han en kort periode hos kooperativet Terre di Barolo, inden han kom til Bruno Giacosa, hvor han under Dante Scaglione lærte alle hemmeligheder bag en god Barbaresco og endte med i 2011 at blive deres ansvarlige ønolog og arbejdede samlet 8 år hos Giacosa.

I 2012 begyndte Francesco Versio også at lave sin egen vin, da hans familie ejede 2 små parceller i Neive kommune, nemlig på markerne San Cristoforo tilplantet i 1969 og Currà med endnu ældre stokke … begge med en perfekt sydvest vendt eksponering og med en smuk udsigt over Barbaresco by.

Familien havde tidligere solgt deres druer til andre producenter, men dette ændrede Francesco. Den første vin lavede han i 2013 og med et beskedent udbytte på 30 hektoliter pr. hektar lavede han 20 hektoliter, svarende til 2.600 flasker vin. Indtjeningen fra den første årgang blev brugt til en temperaturstyret tank i rustfrit stål til brug i nødsituationer samt en kæmpe Stockinger foudre på 3.400 liter.

For Versio laver sin vine meget traditonelt med lang gæring og maceration samt lagring på store egefade. I 2014 faldt produktionen til  halvdelen, men det skyldes, at han genplantede Currà marken med 60% Lampia kloner, 30% Michet og 10% Picotener kloner.

Det betød også, at denne Barbaresci årgang 2015 alene er lavet med druer fra den kalkholdige San Cristoforo mark. Senere er Francesco også begyndt at opkøbe druer fra en nærliggende Neive vinmark Tetti / Cotta og i 2017 har han opkøbt en vinmark i Borgata Pamparato mellem Dogliani og Belvedere Langhe.

Ved siden at sit eget projekt, så hjælper Francesco Versio også andre producenter, bl.a. er han også nu ansvarlig vinmager hos Figli Luigi Oddero, netop sammen med Dante Scaglione … hans gamle mentor og læremester.

Men her er det altså hans egen 2015 Barbaresco, som dette år alene er lavet med druer fra San Cristoforo marken i Neive. I denne årgang er vinen lavet i Francescos forældres garage for første gang, mens den i de to tidligere år er lavet hos et lokalt kooperativ, hvor han havde lånt produktionsfaciliterne.

Den er som nævnt lavet meget traditionelt med gæring og maceration i rustfrie ståltanke over 18 dage og så lagring i det store østrigske Stockinger fad i 24-26 måneder.

Duftmæssigt absolut en Barbaresco med en både stram og meget frugtrig karakter … virkelig stram balsamisk syre, rosenblade, blæk, læder, ribs, rabarber, violer, grønne noter, appelsinskal, jern, kridt, urter, røg og tobak. Indbydende. Absolut.

I munden er det også meget ungt og stramt … utrolig renhed, syrlig, ung og tannisk. Meget frugtrig smag, blomster og man får nærmest et frisk kick af ribs, rabarber og umodne kirsebær suppleret med en meget lang eftersmag helt ned i ganen. Det er nok en vin, som burde ligge i kælderen mange år endnu, men godt smager det allerede nu, så 5,5 store fede fingre med pil op.

Købt hos Torben fra Terrior Vin for et par år siden … prisen kan jeg sgu vist ikke huske, formentlig omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7