Jeg har smagt Weingut Franz Keller Bassgeige Spätburgunder et utal af gange og altid været glad. Det blev jeg også, da vores bestyrelsesmøde sluttede med vinen i seneste årgang 2018.
Oberbergener Bassgeige Spätburgunder er en Erste Lage vin, hvor druerne kommer fra en vinmark, som i den grad præger den lille by Oberbergen, nemlig marken Bassgeige, som betyder betyder kontrabas. Det kommer fra, at marken Oberbergener Bassgeige– set fra oven – ligner en kontrabas og derfor har marken fået dette navn.
Vinen er lavet med de bedste druer fra marken og produceret helt traditionelt og lagret på brugte barriques … fade, som har været brugt 2-3 gange tidligere.
Og det dufter sgu ret meget som 2017’eren … animalsk stald, en kølig stil, men med et klart præg fra fadene, kanel, to vaniljekiks, kagecreme, nelliker og så en fin lys og småsyrlig frugt, kirsebær, jordbær, hindbær, granatæbler, virkelig frisk og samtidig med bolsjesødme, som giver lidt modvægt til syren.
Smagsmæssigt er det en stram, tæt, frisk og præcis Spätburgunder, hvor der er hindbær, meget direkte og ren frugt, jern og mineraler, så derfor smager det tørt, rent, let og elegant. Oberbergener Bassgeige Spätburgunder skuffer ikke … igen bliver Houlberg salig.
Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 189 kr.