2017 Carmel Road Winery, Monterey Pinot Noir, Californien, USA

2017 Carmel Road Winery, Monterey Pinot Noir, Californien, USADet er vist helt tilbage i 2014, at  jeg sidst smagte Monterey Pinot Noir fra Carmel Road Winery. Dengang var det en årgang 2012, men nu smager jeg den igen … blot i en nyere årgang 2017.

Carmel Road Winery ligger ved Soledad i Monterey County i Californien og er en del af det store Jackson Family Wines vinimperium, der – sidst jeg skrev om vinhuset – ejede 36 vinhuse i America, 2 i Australien, 2 i Chile, 2 Bordeaux slotte i Frankrig, 2 vinhuse i Italien og et enkelt i Sydafrika.

Deres vinhus Carmel Road Winery har specialiseret sig i vine på henholdsvis Chardonnay og Pinot Noir. Det er er grundlagt i 1997 og fra starten var målet at lave håndlavede vine, der kunne vise det unikke i Monterey County.

Siden den første årgang er landbrugsmetoderne og vinfremstillingen blevet finjusteret for at skabe rene, harmoniske, intenst-smagende vine. Denne proces udvikles fortsat.

Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker der ejes, men Carmel Road Winery ejer primært 4 større marker, nemlig Panorama Vineyard, Rincon, Clark Ranch og Hacienda Ranch Vineyard.

Alle druer høstes med håndkraft, og for at få perfekt modne druer høstes der i flere omgange. Gæringen foretages med en kombination af vildgær og industrielt fremstillet gær.

Vinificeringen af denne Monterey Pinot Noir foretages af husets vinmager Kris Kato, som har en stor forkærlighed for burgundiske principper. Her benyttes fx kold maceration og gæring med åben top på en kombination af stål og franske fade. Slutteligt lagres vinen 9 måneder på franske fade, hvoraf 13% er nye.

Dejlig Pinot næse med bitre kirsebær, jordbær … masser af træ, som giver fed fadnoter med kanel, vanilje, mørk chokolade, men også der er også nogle grønne elementer, mynte, eukalyptus, knuste sten og masser af mineraler. Dermed er det ikke bare endnu en tung, sød, varme US-Pinot, men har en rank, urtet, grøn og stentør side.

I munden er vinen dog lidt mere sød, rund og venlig, men uden at miste elegancen. Der er først fyldige, søde kirsebær, røde jordbær og smagen er virkelig saftig. Man kan også smage vaniljen fra fadene, hvilket suppleret pænt af friskhed fra frugten, som dog er en kende amerikanersød, men slet ikke for meget. Dermed bliver det en god, lækker lille sag … en sød tiltrækkende US forstadsfrue med fine og lækre former.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 195 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7