2016 Patz & Hall, Hyde Vineyard Pinot Noir Carneros, Californien, USA

2016 Patz & Hall, Hyde Vineyard Pinot Noir Carneros, Californien, USAPå Restaurant Østergade 1 fik jeg – som altid – lækker mad, som fik følge af lidt US Pinot, nemlig en 2016 Hyde Vineyard Pinot Noir Carneros fra det lille vinhus Patz & Hall.

Patz & Hall ligger lidt syd for den lille by Vineburg i Sonoma og er grundlagt i 1988 af Donald Patz, James Hall samt fruerne og partnerne Anne Moses samt Heather Patz. Donald var selv uddannet biolog fra University of Oregon i Eugene og James Hall havde arbejdet som  assisterende vinmager på Flora Springs i Napa Valley. Men de fire forvandlede Patz & Hall til et af Californiens bedste vinhuse.

En af årsagerne til deres succes var først en fokus alene på vine på Pinot Noir og Chardonnay samt en meget omhyggelig udvælgelse af de vinavlere, som de skulle købe deres druer fra. Det er blevet til et venskab med nogle af de bedste avlere og i dag får Patz & Hall deres druer fra 10 forskellige vinavlere, bl.a. blev mennesker som Larry Hyde, Lee Hudson og familierne Martinelli og Pisoni nogle af  hjørnestenene i vingårdens succes.

Vinene hos Patz & Hall laves i et moderne state-of-the-art vineri i Sonoma designet af vinmageren James Hall og er specialbygget, så James og teamet har  fuld kontrol under hvert trin i hele processen i fremstillingen af vinene. De anvendes både ny banebrydende teknik og arbejder også meget traditionelt. James anvender specielle fade, som er lavet nøjagtigt efter hans specifikationer af François Frères og Seguin Moreau i Bourgogne.

Her smager vi husets 2016 Hyde Vineyard Pinot Noir Carneros, hvor Patz & Hall køber druerne hos Larry Hyde … en vinavler, som de har købt druer af siden 1990 og har et tæt venskab med. Inden Larry blev vinavler i 1979 havde han selv arbejdet for en håndfuld kendte vinerier sopm fx Ridge Vineyards, Stag’s Leap Wine Cellars og Joseph Phelps.

I dag arbejder Larry sammen med sin søn Chris Hyde og laver – ifølge Patz & Hall – nogle af de bedste druer i verden. Patz & Hall er heldige at få druer fra bl.a. nogle af de bedste parceller på netop marken Hyde Vineyard.

Marken er opdelt i 44 distinkte parceller med et væld af forskellige Pinot Noir-kloner. Patz & Hall henter sine Carneros Pinot Noir druer fra 3 af disse parceller med en blanding af unge og gamle vinstokke.

Vinen er lavet med gæring og maceration med med forskellige gærkulturer og anvendelse af 10% hele klaser, mens resten derfor afstilkes inden vinifikationen. Efter alkoholisk gæring sker der en malolaktisk gæring i fade, hvilket efterfølges af 12 måneder lagring sur lie på burgundiske 228 liters barriqes, hvoraf 60% er nye. Så tappes vinen på flaske uden klaring og filtrering.

Det er bestemt ikke en overdone US Pinot Noir, men vinen har i duften en vis fylde, varme, godt med kirsebær, modne jordbær samt hindbær, mynte, tærhed, chokolade, nelliker, muldjord og sød tobak. Det er brun fløjl med brede rifler, comfort og brun sovs. Det er bare så behagelig, ligetil, afrundet og beroligende.

Smagsmæssigt er vinen sindssyg cremet, flyder behageligt rundt i mundhulen med brede penselstrøg, lidt varme, rund velbehag og lidt moden frugt, kirsebærlikør, meget juicy, tyk-saftig med fluffy bløde tanniner, men der mangler måske lige én ting … en mere dirigerende syre ville ha’ klædt vinen, for det hele bliver måske lidt ensrettet, rart, ufarligt og komfortabel, hvilket trækker ned i min bog.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 715 kr., hvilket får restaurantprisen på 850 kr. til at lyde ret billig.

Vinanmeldelse 5,5/7