2018 Rhonéa Vignobles, Vaison la Romaine Les Contreforts Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2018 Rhonéa Vignobles, Vaison la Romaine Les Contreforts Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigNæste vin er skam også fra kooperativet Rhonéa Vignobles i det sydlige Rhône, for det er nemlig deres 2018 Vaison la Romaine Les Contreforts Côtes du Rhône Villages.

Vaison la Romaine ligger lidt sydøst for Visan i Vaucluse departementet. Det er et område, hvor der har været dyrket vin siden antikken, først af kelterne og så romerne. Det ligger med Rasteau og Cairanne mod sydvest og Séguret mod syd. Appellationen Vaison la Romaine Côtes du Rhône Villages blev officiel godkendt i 2016.

Der findes omkring 600 hektar vinmarker indenfor appellationen. Markerne er præget af kalk og sandsten, mens vinene normalt er lidt lettere og friskere end hos naboområderne.

Denne Rhonéa Vaison la Romaine Les Contreforts Côtes du Rhône Villages er lavet på et blend af druerne Grenache, Syrah og Carignan fra 42 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 38 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet helt traditionelt med gæring i både beton- samt ståltanke ved kontrolleret temperatur over 20 dage.

Duftmæssigt minder vinen voldsomt meget om foregående Visan, godt med dybe, mælkede noter, mejeri, tobak, tør engelsk lakrids, blæk … måske en anelse mere rank og med en snas mindre sødme, mens frugten også er lidt lysere, nærmest med kirsebær, hindbær … og så nogle støved,  lidt lukkede aromaer. Noterne fra fadlagringen er også knap så tydelige, hvorfor der er beskedent med vanilje og generelt er krydderierne også er lidt afdæmpede. Til gengæld dukker der sluttelig lidt stenet mineralitet op. Lidt kant.

Smagen har – som Visan – også godt med ren syre … her måske knap så poleret, men god stærk frugt, blommer, kirsebær, nogen bitterhed og peber, tydelige tanniner, men dog slet ikke markante. Der er lidt mere kant end hos Visan, men det er fortsat fremragende Côtes du Rhône Villages. Klart 4,5 houlbergske fingre med pil op.

Forhandles overvejes af Winelovers, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 4,5/7