2018 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2018 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigDomaine la Bouïssiere er et godt klassisk Rhône hus, som aldrig skuffer, hvilket denne Côtes du Rhône er et aldeles glimragende eksempel på.

Vinhuset drives af brødrene Gilles og Thierry Faravel og ligger i Gigondas ved foden af den karakteristiske bjergkæde Dentelles de Montmirail. Der har Domaine la Bouïssiere nogle af de højeste beliggende marker i hele området.

Vinhuset er reel startet i 1960’erne af brødrenes far Antonin Faravel, der sideløbende med sit daglige arbejde på vinhuset Pierre Amadieu – hvor han havde arbejdet siden hans 14. år – besluttede at plante nogle vinstokke på det land, hvor hans far engang havde dyrket oliventræer.

De første mange år solgte Antonin blot sine druer til Pierre Amadieu, men i 1978 begyndte han selv at lave vine og grundlagde dermed Domaine la Bouïssiere. Efter hans død i 1988 overtog hans sønner Thierry og Gilles tøjlerne.

Vingården ejer 9 hektar AOC Gigondas på Dentelles de Montmirails skråninger i 350 meters højde med en exposition mod nordvest, der sikrer længere modningstid for druerne og giver mere kølige vine.

Derudover ejer Domaine la Bouïssiere omkring 5 hektar i Beaumes de Venise, hvor druerne dog sælges til et kooperativ. Desuden har de nogle få hektar i Vacqueyras. Der laves 2 cuvéer fra hver appellation.

De to brødre bruger traditionelle metoder, men med megen omhu for detaljerne. Vinstokkene beskæres for at begrænse høstudbyttet og dermed øge koncentrationen, druerne håndplukkes og vinen flaskes ufiltreret. Resultatet er vine med stor koncentration, struktur, saft og kraft.

Denne almindelige, ualmindelige Côtes du Rhône er lavet med Grenache og Syrah druer fra de yngre vinstokke på Domaine la Bouïssieres Beaumes de Venice marker og er selvfølgelig høstet med håndkraft. Derefter er vinene igennem en lang gæring … typisk med brug af en ret stor andel hele klaser. Og så lagrer vinen på store fade af ældre dato.

Næsen er tør, urtet, krydret … klassisk Rhône med flæsk, blæk, lakridsrod, tørt træ, gammelt træ, tjære, asfalt, lejrbål, ristede og brændte noter, mørk og mellemrød frugt i fin kombination, både kirsebær, brombær og måske endda hindbær, peber og mentol. I starten virker den lidt lukket … men giv den tid og luft i glasset, hvorefter den langsomt folder sig ud.

Smagen er tør … virkelig tør med blæk, engelsk lakrids, lakridsrod, peber, mørk og fyldig frugt. Der er skrald på, masser af dybde, bund og kraft. Samtidig er det en stærk vin, som råber på en stor grillbøf. Der er tør og markant tanniner, god syre, røget bitterhed, virkelig supervin Côtes du Rhône. Klart 4,5 store fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7