2018 Jean Rijckaert, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2018 Jean Rijckaert, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigJean Rijckaert er belgier, men har slået sig ned ved den lille by Davayé tæt på Mâcon, men har også sit eget vineri i Villette-les-Arbois i Jura, så dermed laver han vine i både Bourgogne og Jura. Vi smager nu en hvid Bourgogne 2018 Mâcon-Villages fra den gale belgier.

Jean Rijckaert grundlagde sit vinhus i Mâconnais i 1998, hvor han købte de første vinmarker og nu samlet har 4 hektar ved byerne Viré-Clessé, Mâcon-Lugny, Mâcon-Montbellet og Saint-Véran, men sidenhen har Jean også købt en vingård i Villette-les-Arbois i Jura, hvor han har yderligere 6 hektar vinmarker. Deux régions, Une signature.

Og de respektive vine vinificeres fuldstændig tæt på markerne … bourgognevinene på vingården i Davayé og Jura vinene på gården i Arbois området i Jura. Derudover opkøber Jean også lidt druer fra andre vinbønder, primært i Chablis og Côte d’Or.

Jean Rijckaert og hustruen Régine har ingen arvinger, men har i stedet slået sig sammen med den unge Florent Rouve. Da de først mødte ham, var han studerende, men de tog sig af ham og siden 2013 har Florent overhånden overtaget det meste af driften.

Denne Mâcon-Villages er lavet med druer fra marker ved Mâcon, hvor vinstokkene er mellem 20-35 år gamle. Efter manuel høst er druerne presset, hvorefter der sker spontangæring uden tilsætning af ekstern gær eller gæringsaktivatorer i egefade, både almindelige burgundisk 228 liter barriques og 300 liter fade. Da Florent ikke ønsker, at træet præger vinene, så anvendes der brugte fade, normalt 7 år gamle fade.

Sikke en smørlækker næse, fyldig, klar burgundisk med let fedme, røgede noter, blød lys frugt, fersken som klart den tydeligste, melon, citron, støvet blomsterpollen, sødme og derudover også lidt vanilje fra fadene … meget indbydende og lækker næse.

Hvor smager den også godt … der er krop og fedme, men uden det bliver alt for fedt. Det er blødt med en vis sødme, men syren er lidt rund, poleret og giver vinen en fin balance. Der er en lille svag grape bittterhed, meget smagfuld vin … utrolig flot hvid Bourgogne til prisen … masser af klassisk burgundisk kvalitet.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 150 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker. Men desværre er den nu udsolgt.

Vinanmeldelse 5/7