Houlberg har smagt endnu en spændende Viogner vin fra de idérige brødre Alexander og Martin Bauers legestue … en 2018 Beachball Viognier, der har sit navn efter et af de to brødres favorit musiknumre med Nalin & Kane … en house klassiker fra 1997.
Her kommer druerne fra marken Nußdorfer Herrenberg og efter høst er vinen gæret og lagret på 500 liters tonneau af fransk egetræ. Her kommer vi med andre ord til at smage Bauers Viognier lavet på fad … lige efter foregående Viognier alene produceret på ren stål.
Næsen er også langt mere fortættet og dyb, pærer, abrikos, fersken, mandariner, lidt røgede elementer, hyld, nødder, mandler, timian og vinen virker næsten helt olieret i udtrykket … fadpræget er der, men dog ikke voldsomt, blot små noter med svag vanilje og muskat.
Og hvor smager denne oppustelige strandbold dog godt … den har blæst sig op, er pumpet, fyldig med lidt fedme, men silkeblød, cremet med masser af blomster, ristede elementer og samtidig en styrende syre, som hopper sammen med de intense og fede smage. Det er frugtmæssigt pærer, lime, grape … en lille bitterhed, men ellers masser af saft, kraft og alligevel med lethed som en … beachball.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 329 kr., men i øjeblikket er den på tilbud til 299 kr.