2019 Bodega Dominio del Bendito, Rosado Perlarena, Toro, Spanien

2019 Bodega Dominio del Bendito, Rosado Perlarena, Toro, SpanienVinene fra DO Toro i Castilla y León står ofte lidt i skyggen af fx Ribera del Duero. Det er synd, for der laves faktisk i stigende grad rigtig god vin i Toro. Og næste vin er netop derfra … en halvbleg Rosado Perlarena fra Bodega Dominio del Bendito,

Vinhuset Dominio del Bendito  er grundlagt i 2004 af franske Antony Terryn, som ledte efter det perfekte sted at vin … ledte i både Frankrig, Chile, Portugal, USA og Spanien. Det fandt han i Toro, hvor han slog sig ned med sin familie. Han har nu 13 hektar egne vinmarker og har derudover lejet yderligere 15 hektar.

Hans egne marker har primært vinstokke, der er over 45 år gamle, mens resten er mellem 14-30 år gamle. Også de lejede marker har stokke plantet for mange år siden og nogle endda tæt på 100 år.

Produktionen ligger pt. et sted mellem 60-70.00 flasker årligt, så der er tale om en lille producent, som dog løbende har fået voksende berømmelse og trofaste tilhængere.

Denne Rosado Perlarena er lavet på 70% Tinta de Toro – også bedre kendt som Tempranillo – 20% Syrah samt 10% Verdejo. Blendet kan variere lidt fra årgang til årgang og fx var der 80% Tempranillo i vinen årgangen før.

Antony Terryn laver sin rosévin som et blend, da han mener, at en rosé alene på Tempranillo giver en for stram og mineralsk vin. Ved at anvende flere druer, som opnås bedre balance, bl.a. bidrager Verdejo til at give gnist og gøre vinen mere langt mere blomsterrig. Vinen er fermenteret på barriques, hvor den også efterfølgende har lagret 8 måneder sur lie. Der er lavet 6.840 flasker af vinen.

Duftmæssigt er der jordbær, tranebær, svag grape, lidt mandarin, blomster, sødme og der fornemmes også en stor tørhed. Smagen er dog slet ikke som duften … langt mere syrlig og bitter end forventet, masser af grape og citron, jern, nogle grønne elementer eller grønne blade samt lidt fennikel.

I starten vrængede jeg lidt på næsen, men du skal give vinen lidt tid til at åbne op, for med mere luft kommer der også mere balance. Det er fortsat en syrlig og bitter vin, men friskheden ka’ jeg egentlig godt lide … og det er nogle gange ret okay at blive bidt og vågne lidt op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr,, mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7