2018 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Liaison, Baden, Tyskland

2018 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Liaison, Baden, TysklandSidste jeg smagte en Pinot Noir Liaison fra Weingut Enderle & Moll havde den prop. Bummer. Nu har jeg dog igen Liaison i mit vinglas og nu i en spritny årgang 2018 uden fejl.

Ja, det skulle da lige være, at der er for lidt i flasken, for der er sgu bare vild lækker vin … men den del vender jeg tilbage til lige om lidt.

Denne Pinot Noir Liaison er vinen lige mellem basisvinen husets store topvine Muschelkalk og Buntsandstein. Liaison er lavet med druer fra en en blanding af de to forskellige terroir typer Buntsandstein og Muschelkalk og efter en spontangæring er vinen lagret 12 måneder på brugte barriques.

I glasset har Liaison lidt mere farve end husets basisvin, altså ikke helt så lys og teglfarvet og i duften også mere tilknappet. Liaison har dog en vildt pirende duft, noget mere urtet, grøn og så med herlige og fine animalske noter, nogle mælkede eller yoghurtagtige noter, men vinen virker også mere alvorlig og mere kompleks end forrige Pinot Noir. Der er lidt medicinkasse, plaster, tranebær, rabarber, lakridsrod, fennikel og funky bio bio kant.

Der er klart mere dybde i Liaison end i basisvinen, og alle smagene hænger også i markant længere tid i munde. Det er frugtmæssigt hindbær, rabarber, tranebær, tonsvis af syrlig, småbitter frugt, en fyldig mineralsk syre og du føler som om, at vinen simpelthen har flere lag, som bare skrælles af, et efter et ved hver tår. Der er flot syre, masser af velsmag, lang eftersmag og en smuk, frugtrig elegance.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 245 kr.

Vinanmeldelse 6/7