2015 Weingut Meier, Hainfelder Letten Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Meier, Hainfelder Letten Spätburgunder, Pfalz, TysklandDet er vist alene lidt over en måned siden, at jeg drak et glas 2015 Hainfeld Spätburgunder fra Weingut Meier. Nu går jeg skridtet videre, tager et trin op og har skænket et glas af Meiers fine 2015 Hainfelder Letten Spätburgunder.

Det er en Lagenwein, hvilket man omgående kan spotte ved, at toppen på den lange flaske er guldfarvet. Druerne kommer da også fra en enkeltmark, nemlig  Große Lage marken Hainfelder Letten … en mark, som bl.a. også den gode vinproducent Bernhard Koch har parceller på.

Hainfelder Letten er dog – efter VDP klassifikation – ikke en af de 52 officielle Große Lage marker i Pfalz og  marken er faktisk heller ikke med blandt de 83 nævnte Erste Lage marker. Men nu er Weingut Meier jo heller ikke med i VDP, men derfor kan det bestemt godt være en fremragende mark.

Vinen er lavet helt traditionelt i egefade og er så efter endt fermentering lagret på franske barriques, men jeg kan ikke se, hvor lang tid, at vinen er lagret.

I glasset er vinen – som den Ortswein lillesøster – nogenlunde transparent i glasser med let brune kanter. Duften er egentlig meget fin og rund, sådan lidt med nogle modne bær, jordbær, hindbær, lyse kirsebær, en kende animalsk, sød kostald, kamfer, nelliker, kommen og så også noter fra egefadene med vanilje, ristede sesamfrø, tør jord, mælkechokolade, kommen og kakao. Minder i duften vildt meget om lillesøsteren.

Det er smagsmæssigt, at Hainfelder Letten Spätburgunder trækker fra søsteren, for vinen er virkelig blød, cremet og rund, en balanceret og fin frugtsyre, hvor der også kommer lidt peber, sort te, bitterhed, grapefrugt … silkefine tanniner, meget ren frugt, beskeden sødme, virkelig lang, let og syrlig eftersmag. Dejlig. Det bliver 5 store houlbergske fingre med pil op.

Vinen forhandles af Winefly, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5/7