Fra vinbaren på Det Glade Vanvid startede vi med et glas af denne 2019 Solanera Sauvignon Blanc … en vin, som der ikke er mange oplysninger om på etiketten.
Men det er en vin, som er flasket herhjemme af Globus Wine, der ligger i Køge. Det betyder også, at vinen er sendt til Danmark i store tanke. Der står heller ikke, hvor i Chile, at vinen kommer, men med lidt detektivarbejde kan jeg se, at det skulle være fra Colchagua Valley i Central Valley i det varme vinland.
Der er ingen oplysninger om vinen, produktionen eller andet … udover altså oplysning på etiketten om, at vinen trækker en alkohol på 13%.
Vinen er meget atypisk Sauvignon Blanc meget lidt syrlig, men derimod lidt småbuttet med nogle grønne urter, hø, hyld, kaktus og gamle vaskeklude. Det er lidt en rustik, fed og lettere kluntet Sauvignon Blanc rent duftmæssigt.
Smagsmæssigt gør den ingen fortræd … men den er utrolig flad i smagen og helt uden Sauvignon Blanc druens normale syre, kant og stramhed. Her bliver det lidt mushy mushy blødt og ufokuseret, hvor jeg dog fanger lidt fennikel, lakrids og søde elementer.
Forhandles fx af Depot Odense, hvor en flaske koster 50 kr.