De to første hvidvine, som Gert E samtidigt havde serveret blindt for os, var fra Mosel, men meget forskellige, og vi havde specielt svært ved at spore os ind på denne 2017 Ürziger Würzgarten Riesling Spätlese fra Weingut Markus Molitor.
Hvor Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch var fed, tyk og ganske svulstig i både duft og smag, så er denne Ürziger Würzgarten Riesling Spätlese langt mere let, slank og feminin. Den skulle endvidere have langt længere tid om at åbne op i glasset, men så begyndte den også at vise sine kvindelige, kurvede og lettere rørstrømske former.
Marlkus Molitor har jeg skrevet om mange gange her på bloggen, men denne Ürziger Würzgarten Riesling Spätlese har jeg ikke smagt før, men selvfølgelig har den store producent også parceller på den fine Ürziger Würzgarten mark.
Ürzig Würtgarten marken er kendetegnet ved en rødbrun samt skiferholdig jord, der normalt tilfører vinene en elegant, men stadig meget krydret karakter. Vinmarken ligger på det midterste stykke af en af Mosels stejleste skråninger, som visse steder har en hældning på op til 70%.
Molitor laver sine vine med spontangæring … lang og kølig gæring i rustfrie ståltanke. Efter en lang fermentering, så lagrer vinene sur lie i egefade på 1.000-3.000 liter.
Duftmæssigt er vinen langt mere grøn, urtet, klar og ren end foregående fra Thanisch. Der er en klar mineralsk note, grønne æbler, pærer, fersken, citrus, citronskal og derudover er der lidt sødme, lidt surhed … fint balaceret. I starten virkede vine lidt lukket, men med mere tid og luft i glasset åbner vinen sig langtsomt og sikkert.
I munden er der en syrefrisk, rank vin med masser af citroner, citronsyre, jern, sten og mineraler, virkelig høj på syren med en mærkbar let sødme, pænt, velafbalanceret med en mellemlang finish. Smagen er feminin og præcis, elegant, syrlig og ren.
Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 215 kr.