Nu har jeg igen lidt Ahr Spätburgunder i glasset og dermed er der smil over hele munden. Det bliver endda endnu større, når jeg samtidig tænker på, at denne 2015 Mayschloss Pinot Noir fra Weingut Josten & Klein faktisk er lidt af et røverkøb.
Logoet på denne Mayschoss Pinot Noir er sølvfarvet. Det indikerer, at denne vin er én af husets Ortsweine, hvorimod logoet er grønt på Gutsweine … og selvfølgelig guldfarvet på de Lagenweine, hvor druerne kommer fra VDP certificerede Grosses Gewächs marker.
Denne Mayschoss Pinot Noir er lavet med druer fra området Mayschoss, ja helt præcist fra markerne Burgberg og Mönchberg. Den er lavet med gæring og maceration over 10 dage, hvorefter den er lagret 8 måneder i 500 liter Eichenholzfass aka Tonneaux og så derefter yderligere 10 måneder i brugte barriques inden en aftapning på flaske uden filtrering.
Meget lækker, blød, fin Spätburgunder næse, jordbær, hindbær, pænt med fagpræg, vanilje, kanel, lidt typiske Ahr røgede noter, en frisk, syrlig mineralsk nerve, gran … fin kølig og elegant stil. Trods masser af fadpræg, så bliver den på ingen måder voluminøs.
Smagen er sgu også ganske perfekt med hindbær, jordbær, ribs, virkelig frisk frugt, grønne grene, peber, en rank ryg med masser af mineralitet, syre og grønne elementer. Det smager faktisk rasende godt og samlet set bare et virkelig godt glas Ahr saft og selvom det er årgang 2015, så virker vinen fortsat total teenager ung med den stramme og måske lidt bitre syre, som hænger i eftersmagen.
Forhandles af WineFLY, hvor en flaske koster 140 kr. og det er sgu lidt et scoop for sådan en vin med lidt alder på.