Man bliver i sygt godt humør, når solen skinner og sommeren viser muskler. Jeg har sat mig ud på terrassen bevæbnet med 2 blegrøde vine … begge fra Ahr og lavet på Spätburgunder. Så hvorfor ikke lige lave en lille battle mellem de to.
Og jeg starter med at skruen låget af den første, en frisk lille Blanc de Noir Spätburgunder fra Weingut Nelles. Og i det andet ringhjørne står der en kampklar Rosé Spätburgunder fra Weingut Burggarten, mens kamplederrollen er overladt til Houlberg.
Nelles Blanc de Noir Spätburgunder er lavet på ren ståltanke og med en speciel teknik ved presningen af druerne, som sikrer vinen meget lidt farve … og den fremgår også ganske bleg i glasset.
Meget let aroma … jordbær, fersken, ananas og melon, er meget venlig, har milde blomsternoter, er måske en kende til den lette og næsten neutrale side. Det er lidt den forsigtige og generte pige med lys latter, små fregner og kalveknæ under den blomstrede sommerkjole.
I munden er er der intet neutralt over vinen, for den har bare en superdejlig balance, hvor der både er sødme, syre, dybde og frisk frugt. Der er samtidig fin dybde, mens vinen frugtmæssigt er meget fin, sart og blid med abrikos, fersken og svagt bare lige en lidt spinkel grapeagtig bitterhed. Det er en lys og meget feminin vin … virkelig elegant, tiltrækkende med underspillet attråværdig og tillokkende sexappeal. Til terrassen er den genial … eller faktisk genial alle steder. Houlberg disker op med 5 blegrøde fingre med pil op.
Forhandles af Højbjerg Vine, hvor en flaske koster 169 kr, mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.