Næste vin til bestyrelsesmødet var denne Pomerol Tradtion fra Château du Mayne … et tilbud fra Føtex, så lad os undersøge vinen nærmere og se, hvordan denne vin klarede sig blandt de øvrige vine denne aften.
Et problem man imidlertid ofte støder på med supermarkedsvine er, at det kan være næsten umuligt at finde ud af info om vinen. Enten kommer vinene ofte fra de helt store producenter som fx Hardys eller Spiers, eller så kan man slet ikke finde nogen information overhovedet.
Sådan er det også med denne Château du Mayne, Pomerol Tradition. Flere søgninger på Château du Mayne giver forsvindende få resultater, og eneste Château du Mayne jeg kan finde, er det af Reglat familien ejede slot i Sauterne. Vinmarkerne består her alene af Sémillon, Muscadelle og Sauvignon Blanc, og det giver jo ikke meget rødvin. Så det slot er det nok ikke.
Af etiketten fremgår det dog, at bagmanden er Alain Vigier, som netop har både vineri og vinslottet Château Rêve D’Or i byen Pomerol, og bedste bud må derfor være, at vinen her er lavet som negociant, dvs. på druer opkøbt af vinbønder rundt om Pomerol.
Duftmæssigt masser af våd muldjord, våde blade, tørre krydderier, læder og kanel. Smagsmæssig har jeg noteret solbær, stor tørhed, tanniner, jod og okay eftersmag.
Købt i Føtex til 89 kr.