Soave er i mine øjne perlen i Veneto området. En række små producenter laver fremragende hvidvine på specielt Garganega druen … og det er netop sådan en, at vi nu har fået i vinglasset, nemlig vinen Monteseroni fra Filippo Filippi på Cantina Filippi.
Cantina Filippi ligger lige nord for den lille by Castelcerino, og det er omkring 8 kilometer nord for Soave by. Vinhuset hedder egentlig Visco & Filippi Aziende Agricole Associate, da det drives af den ambitiøse Filippo Filippi og familien. Visco er navnet på moderens familie og vinhuset har da også været i deres eje siden det 12. århundrede.
Det var dog først for omkring 100 år siden, at familien startede produktionen af vin, men det betyder da også, at en del af husets 20 hektar vinmarker har stokke tilbage fra 1950’erne.
Det er Filippi, der er husets drivende kraft … en vildmand, som med urkraft siden 2007 har drevet huset biodynamisk. De 20 hektar jord ligger i 320-400 meters højde med undergrund af vulkansk basaltisk jord og er fordelt på markerne Castelcerino, Vigne della Brà, Monteseroni, Turbiana og Calprea.
På markerne dyrkes primært Garganega samt Trebbiano du Soave, mens vinene laves alene med druerne naturlige gær, ligesom der slet ikke hverken filtreres eller anvendes svovl … i det hele taget ønsker Filippi at gribe så lidt ind i produktionen som muligt.
Her smager vi altså hans Monteseroni fra marken af samme navn … klart huset varmeste og mest kalkholdige mark i 350 meters højde med 70-80 år gamle stokke. Det er 100% Garganega, som er lavet på rustfrie ståltanke, hvorefter den også lagres på samme sur lie i 10 måneder inden vinen tappes på flaske.
I glasset er vinen meget gul … sådan mørkegul, mens duften er ganske urtet, grøn, animalsk og landlig. Det er sådan lidt en vild duft, syrlig/sur, nærmest overgæret med overmodne æbler, blomster og så masser af urter.
Smagsmæssigt er vinen meget anderledes end duften … virkelig blød, cremet, ultrablødt faktisk, helt zenatigt. Den nærmest smelter i munden. WAUW. Der er masser af overmodne æbler, pærer og hvor er det dog elegant. Mild, smuk, forførende … et zen øjeblik, når den smelter i munden, vildt lækker vin. Far er glad.
Forhandles af Vintro, hvor en flaske koster 210 kr.