Selvom Weingut Jülg, der ligger i den lille by Schweigen ved den franske grænse, har sine 18 hektar vinmarker på begge sider af demarkationslinjen mellem de to lande, så er denne 2018 Dörrenbacher Springberg Riesling 100% tysk.
Dörrenbacher Springberg marken ligger nemlig mellem Dörrenbach og Oberotterbach nord for Schweigen … ja faktisk er marken én af de nordligste marker, som den gode vingut ejer. Jordbunden på marken er mere sandholdig end markerne omkring Schweigen. Det giver en lidt lettere Riesling stil, men stadig med Jülgs tyngde, bid og salte mineralitet.
Druerne er høstet ved håndkraft og vinen udelukkende lavet på rustfrie ståltanke, spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og er efter endt fermentering lagret sur lie – altså med gærresterne – 8 måneder i ståltankene.
Vild interessant næse … ingen petroleum – endnu da – men til gengæld en virkelig let, luftig, æterisk og måske endda overjordisk aroma … let som forår, ungdoms vår og et øjeblik i tiden. Frugten er mirabeller, let fersken, lemon, røg og ganske svagt også lidt honning samt forårsblomster. Det er let, fint og feminint.
Smagsmæssigt vender vinen imidlertid den anden kind til, og den er yang til duftens yin … yndig, iskold, beregnende og ufølsom. Den har en titaniumbarberbladskarp syre, som skraber dine gummer med skarp citronsyre, umodne grønne æbler, tørhed, saltede mineraler og en superlækker balanceret elegance. Det er gummemassage på et højere niveau, klart 5,5 houlbergske fingre med pil op.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 279 kr., men vinen er i øjeblikket på tilbud til 199 kr.