2018 Weingut Martin Conrad, Brauneberger Juffer Riesling Goldkapsel Trocken, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Martin Conrad, Brauneberger Juffer Riesling Goldkapsel Trocken, Mosel, TysklandWeingut Martin Conrad ligger lunt i svinget på den passende adresse Moselweinstraße i Brauneberg ikke langt fra andre gode Mosel producenter. Nu smager Houlberg så Conrads 2018 Brauneberger Juffer Riesling Goldkapsel Trocken.

Conrad familien har været vinbønder i Mosel siden 1558, hvor de startede med at plante de første vinstokke. Allerede dengang havde familien parceller på de marker, som senere skulle blive kendt som Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer-Sonnenuhr.

I dag er det 14. generation, som driver vinhuset. Det er Martin Conrad, der i 1999 overtog driften fra sin far Günter og nu bygger videre på faderens filosofi … bare på en mere moderne facon.

Samlet har Martin Conrad 5,5 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Brauneberger Juffer, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr, Mülheimer Sonnenlay og Veldenzer Kirchberg. Siden 2019 har driften været økologisk certificeret.

Både Brauneberger Juffer og Brauneberger Juffer Sonnenuhr er Große Lage marker, som begge ligger på den venstre bred af Mosel overfor landsbyen Brauneberg.

Brauneberger Juffer er en stejl, sydvendt skråning på omkring 32 hektar, som omslutter Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og stejleste skråninger.

Navnet Juffer stammer fra omkring 1790 og betyder pebermø. Det opstod, da 3 døtre til den lokale kammerherre Wunderlich, der efter Napoleons besættelse bestyrede størstedelen af Brauneberg, alle trodsede deres fars ønske om arrangeret ægteskab.

I stedet viede de deres glæde og kærlighed til de bedste vine fra deres forældres vingård og forblev frøkerner … eller pebermøer og lige siden har markerne ved Brauneberg heddet Juffer. I øvrigt var netop Napoleon også virkelig forelsket i vinene fra Brauneberger Juffer.

Martin Conrad laver sine vine i 3 serier, Rebe & Wurzel, Große Gewächse samt Goldkapsel-Weine & Edelsüße Weine og denne vin er selvfølgelig fra sidstnævnte serie.

Martin har også lavet et sponsorkoncept, hvor man som ivrig vininteresseret investor kan købe et Rebstock sponsorat, som gælder for 2 vinstokke. Så er vinrankerne forsynet med navnet på sponsorerne og de får både et certifikat for sponsoratet og årligt 2 flasker vin med deres eget navn på etiketten.

Druerne til Brauneberger Juffer Riesling Goldkapsel Trocken kommer fra Juffer marken og er håndplukket. Selvom marken jo reelt er en Große Lage, så er denne vin ikke en Große Gewächse, men en Goldkapsel og høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar … altså lidt over de 40 hektoliter, som Conrad anvender i hans Große Gewächse vine.

Vinen er lavet alene med druernes naturlige gærceller og – som vinhuset selv skriver – 100% vegan venlig.  Vinen har restsüße aka restsukker på 4,3 gram pr. liter.

Sikke en lækker duft, eksotisk frugt, mango, papaya, melon, næsten tørret i frugten, kalkagtig lethed, røg, røget skinke, ingen petroleum … ikke endnu i hvert fald, men til gengæld feminin inderlighed, søde krydderier og en dead gorgeous mineralitet, sart, salt og kalket.

I munden er der dybde, sødme … sådan sød syrlig og egentlig meget arketypisk Mosel sødme, meget delikat, luftig og let mineralitet med kalk, granit, citroner, salt, karamel og måske en vis modenhed. Det er så cremet, let, luftigt og elegant, en Mosel Riesling med let uformelt, uskyldigt, rent og smukt ansigt. Hvor hun skinner.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7