2017 Pax Mahle Wines, North Coast Syrah, Californien, USA

Etiketten ligner klart noget klassisk Nordrhône, og vinen er da også på ren Syrah, men vinen er imidlertid fra Pax Mahle Wines, der ligger midt i byen Sebastopol omkring 8-10 kilometer vest for Santa Rosa i sunny Californien.

Vinhuset er grundlagt af Pax og Pam Mahle, som allerede i 1997 flyttede til Californien for at forfølge deres drøm om en karriere indenfor vin. I starten var de med til at lave vine for Dean & Deluca, men de tog snart en beslutning om at starte deres eget vinhus, og købte marken Alder Springs Vineyard med hjælp fra en investor og i år 2000 lancerede de deres første vin under navnet Pax Mahle Wines.

Allerede fra starten satsede ægteparret på Syrah druen, da de så potentialet i at dyrke kold-klima Syrah vine fra Sonoma County og Mendocino. Det gav pote og vinene fra Pax blev hurtigt efterspurgte på grund af deres store og rige udtryk.

En af årsagerne var måske også, at Pax har en meget holistisk tilgang til vinproduktionen, hvor han alene anvender druer, der dyrkes uden kemikalier og laver vinene med lidt lidt indgriben som muligt. Derfor knuses druerne fx ved fodtrampning og gæring sker alene spontant med duernes naturlig gærceller.

Pax Mahle Wines laver deres vine fra både egne vinmarker, samt med druerne fra vinavlere, som de arbejder sammen med. Men de er yderst kritisk i valg af vinavlere. Vinmarkerne ligger da også meget spredt ved både Russian River, Mendocino, Petaluma og Sonoma.

I øjeblikket er Pax Mahle Wines i gang med at forsøge sig med vine på andre druer end Syrah, idet de pt. dyrker vinstokke med sorter som bl.a. Chenin Blanc, Gamay og Carignan.

Denne 2017 North Coast Syrah er lavet af Syrah druer fra flere forskellige marker, nemlig både Nellessen, Castelli-Knight Ranch, Griffin’s Lair, Walker Vine Hill, Alder Springs Vineyard, Montgomery Road Ridgetop og Majik Vineyard. Alle druerne er anvendt uden afstilkning af druerne.

Vin er produceret helt old school med fodtrampning af de hele klaser, gæring alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret i store betontanke og en lille andel i neutrale franske barriques.

Næsen er meget røget, gæret med et overload af mørke, tørre og syrlige bær, solbær, brombær, enebær, granatæbler, lidt udblødte blommer, violer, hybenroser, masser af sorte oliven, grønne urter, kul, peber, knust granit og grillbriketter. Vinen har en meget tæt, frugtrig aroma med en lille underliggende sødme.

Smagen overrasker også … totalt spaced-out med masser af dyb samt urolig frisk frugt. Det er svært at gætte, at dette er US Syrah, for det er en lys og livlig smag, frisk, syrlig og i kølig stil. Der er også en pæn tørhed, masser af tanninerne, som delvis tørrer munden ud på en kontrolleret facon, som aldrig bliver pågående. Det er næsten som om, at der er lidt granatæbler i smagen, noget klart syrligt i smagen … dette er sgu crazy, graciøst og enestående.

Fandens vild vin … klart 5,5 Thumbs Up med pil Up.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7