I rækken af Weingut Höpler vine er næste vin et lidt småunderligt blend … Pannonica White Blend på Chardonnay, Pinot Blanc samt Grüner Veltliner.
Helt præcis er det 40% Grüner Veltliner, 35% Chardonnay og 25% Pinot Blanc … en østrigsk landlig, som ikke fremgår af vinhuset egen hjemmeside. Det er en prisbillig vin, som alene er lavet på ståltanke.
Et let, vindblæst og luftig aroma, som bærer på blomsterpollen, blomstersæbe og en blomstermark, mens frugten er tropisk med mango, abrikos, fersken og egentlig en vild dybde. Derudover er der nogle salte mineraler, smøreolie samt en lille æterisk mentolagtig og krydret syre.
Smagen er imidlertid meget anderledes … sådan godt krydret med en frisk slagside. Smagsmæssigt er vinen mere fyldig og krydret end duften lovede. Det stikker lidt i alle retninger, men egentlig på en okay måde, for vinen smager bestemt godt. Det er modne æbler, abrikos, lemon med en svag grape bitterhed, men duften overgår imidlertid smagen.
Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.