Resten af rødvinene fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate var enkeltdrue vine og den første er denne 2017 Estate Cabernet Sauvignon.
Druerne er efter den manuelle høst sorteret og har derefter stået i kold udblødning i 3 dage, hvorefter temperaturen stille og roligt øges til 16 grader for en alkoholisk gæring over 8 dage, hvorefter hele herligheden får en eftermaceration i 14 dage inden vinen sluttelig pumpes over i egefade, hvor vinen gennemgår malolaktisk gæring og lagrer 20 måneder inden aftapning på flaske.
Duftmæssigt byder vinen på lidt solmoden og solbrændt frugt, solbær, blåbær, egetræ, våde fade, blomster, sødme, kul, grafit, lidt havvand, gran og grønne grene. Det virker egentlig meget fint, blødt og pænt afbalanceret … dufter ganske godt.
Smagen er også meget blød og cremet på en lidt brombær- og solbærmarmeladeagtig facon med masser af kraft, blæk, grafit og samtidig meget frugtrig. Der er tonsvis af tanniner, som virkelig tørrer munden ud, men de bliver aldrig alt for voldsomme. Det er klart 4,5 fede fingre med en lille pil ned.
Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.