Fra de mousserende vine til et par hvidvine fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate. Vi starter med et glas af deres friske 2018 Backbone Sauvignon Blanc.
Dette er en af vinhusets basisvine … en serie kaldt Backbone bestående af 3 vine, denne hvide, en rosé samt en rød på Syrah. Det er vine, som alene er lavet og vinificeret på ståltanke, men ellers ikke så mange oplysninger om vinen.
Frisk med en lidt nøddet aroma og ikke så vild på de grønne noter. Der er en smule astronaut-is, melon, fersken, kiwi, kvæde og næsten lidt syltet i aromaerne. Der er oss’ lidt grøn peber, men ellers er vinen noget aromatisk, virker blød og lettilgængelig.
Smagen er frisk, fint syre, okay balance. Der er æblesyre, citroner og egentlig et godt bid med et lidt krydret og varmt touch. Det giver vinen et lidt rustik udtryk, tørt, krydret, men en meget smagfuld Sauvignon Blanc, hvor både syre og mineralitet ikke er så dominerende.
Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.