Bardolino Chiaretto Classico er Lago di Gardas egne lille rosévin, som vi her smager fra vinhuset Azienda Vinicola Valetti Luigi, der ligger i byen Calmasino mellem Lazise og Cisano.
Vinhuset er grundlagt i starten af 1900-tallet af Angelo Valetti, der lånte lidt penge af sin bror, som emigrerede til USA. For pengene købte han lidt jord i Bardolino og startede de første vinmarker. Hans søn Luigi overtog derefter driften, og det var ham, som byggede det vineri, hvor vinene fra Valetti familien fortsat laves. I dag er det dog Luigis 3 børn Stefano, Luca og David, som driver vinhuset.
Jeg kan ikke se, hvor mange hektar marker, som vinhuset har, men årsproduktionen ligger på 100.000 flasker, herunder altså også denne 2018 Bardolino Chiaretto Classico, som er lavet på et blend af Corvina, Rondinella, Molinara og Sangiovese.
Efter høst presses druerne efterfulgt af en kort maceration i 12-36 timer, hvorefter fermentering sker forholdsvis koldt ved 15-18 grader, hvorefter vinen så lagrer 2 måneder sur lie i ståltanke inden aftapning på flaske.
I næsen er der søde jordbær, hybenroser, meget frisk med en kæk sødme, toast samt andre ristede noter, lidt saftevandagtigt præg og så alligevel også tør med tilstrækkelig citronsyre.
Smagen er en smule sød, sødkrydret, lidt bitter og samtidig en anelse flad i udtrykket. Der er lidt jernagtige elementer, granatæbler, sort te og sure citroner. Når alt det er sagt, så kan jeg faktisk godt lide vinen.
Forhandles herhjemme af Barbera Vinimport, hvor en flaske koster 98 kr.