2013 Luddite Wines, Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2013 Luddite Wines, Shiraz, Western Cape, SydafrikaJeg har tidligere smagt denne Shiraz fra Luddite Wines, der ligger tæt på den lille by Bot River på de østlige skråninger af Houwhoek bjergene i Western Cape. De første gange var det i årgang 2009 og 2014, men nu smager jeg igen vinen blot i årgang 2013.

Druerne kommer fra to sektioner af husets marker … den unge del Young Block og fra Old Block. Druerne fra de to marker vinificeres separat og man har lavet vinen med 10% af stilkene i behold under gæringen, som sker i egefade.

Hver batch er derefter også lagret separat omkring 2 år på 95% fransk eg og 5% ungarsk eg, heraf 20% nye tønder, mens resten er mellem 2-4 år gamle. Først derefter sammenstikkes den endelige vin, som derefter aftappes på flaske. Der er lavet 17.000 flasker af vinen … alle nummereret og denne har nummer 15.521.

I næsen er det fed engelsk lakrids, fedme, solbær, brombær, blommer, flæsk samt mejeriagtige, mælkede noter, frugten lidt gæret, meget frugtrig og byder derudover på masser af egefade, kakao, vanilje, kanel, røg og mælkechokolade.

Smagen er tæt, fyldig og stram, masser af mørk frugt, men samtidig direkte og let i syren med utrolig balance. Der er tør engelsk lakrids, fylde, power og syrlig kraft. Det er bulder … men på en lettere syrlig og elegant facon med masser af tanniner, krydderier og lang eftersmag. Det er sgu god vin.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7