Partytime! Det spanske cavahus Freixenet har lavet en Cava Ice Cuvée Especiale, som man skal drikke med isterninger i glasset og som vinbloggeren synes skal drikkes med gode venner i festligt lag.
Selvom det er en easy, nyd let Cava til festlige stunder og med isterninger i glasset, så er den skam lavet på traditionel manér, altså med andengæring på flaske i 12-14 måneder. Det er et blend på Macabeo, Xarello og Parellada med en skvis Chardonnay. Og så kommer vinen i en sjov, cool og helt hvid flaske, som nok skal vække opsigt til festen.
Næsen er sødlig, let med fersken, pærer bivoks, skocreme, petroleum eller benzindampe, men på en ganske fin måde. Der er lidt saltlakrids, Kung-Fu is og saftevandsfølelse, men jeg er faktisk noget overrasket over vinen, som jeg var sikker på, at jeg ville hade … men det gør jeg på ingen måde, selvom det ifølge vinbiblerne er uhørt at droppe isterninger i en vin.
Smagsmæssigt er det party party. Jeg har aldrig får drukket mousserende vin med isterninger, men hvorfor ikke, hvis formålet er ren og ukompliceret sjov i gaden, letdrikkelig glæde samt fest og farver. Vinen er sød, saftig og har da også en lille saftevandsagtig imødekommenhed med en lille syre og bitterhed. Det bliver selvfølgelig mindre, når isterninger udvander vinen.
Det bliver 4 iskolde houlbergske fingre … dels for en herlig næse og en overraskende sjov næse, selvom det jo ikke er helt rigtigt med isterninger i en vin.
Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 97,95 kr.