2017 Quinta do Pégo, Vintage Port, Douro, Portugal

2017 Quinta do Pégo, Vintage Port, Douro, PortugalI denne søde juletid, så er det vel meget relevant at smage lidt portvin? Jeg skal i hvert fald selv ha’ et glas til risalamanden og det kunne sagtens være denne 2017 Vintage Port fra Quinta do Pégo.

Den har i hvert fald nogle af de kvaliteter, som der kræves af en god portvin, men den er også – for første gang nogensinde på Quinta do Pégos – lavet 3 år i træk på grund af tårnhøj kvalitet af druerne i årgangen, selvom mængderne var små.

Vinen er lavet af Quinta do Pégos normale vinkonsulent Wouter Pienaar, men her sammen med Rozès’ vinmager Manuel Henrique. Portvinen er lavet på Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão fra nogle af de bedste parceller hos Quinta do Pégo, hvor vinstokkene er fra 30 til 100 år gamle.

Næsen er fyldt med frugt, blommer, sorte kirsebær og portvinen er langt mere frisk i frugten end forventet. Derudover er der en smule eukalyptus, ristede noter, balsamico og mørk chokolade. Samtidig dufter den virkelig også meget af almindelig rødvin, da sødmen duftmæssigt ikke virker så fremtrædende.

Men i smagen er der langt mere dybde end hos foregående portvin, og er heller ikke så sød. Der er langt mere power, smag og sindssyg flot balance … fortsat med et bid fra alkoholen og tanninerne. Den virker tør, cremet og smager vildt godt.

Importør er AMKA og vinen forhandles både hos Jysk Vin samt hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på omkring 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7