2016 Weingut Kurth, Pross Jupp 1903 Bachemer Karlskopf Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Kurth, Pross Jupp 1903 Bachemer Karlskopf Frühburgunder, Ahr, TysklandNæste lille og spændende producent – som vi skulle smage nogle vine fra – var Weingut Kurth. Vi startede med at smage en 2016 Pross Jupp 1903 Bachemer Karlskopf Frühburgunder.

Vinhuset ejes af Thomas Kurth, men drives af reelt af hans bror Stefan Kurth, som til daglig også arbejder som kældermester hos Meyer-Näkel. Allerede i 2007 startede brødrene med at tilplante nogle parceller, men startede reelt først vinhuset nogle år senere i 2010. Thomas tager sig af det overordnede og økonomiske, mens Stefan står for hele produktionen.

Det er en ganske lille producent … en Garagenwinzer, som ligger i brødrenes fødeby Bachen mellem Waporzheimer og Ahrweiler. Der har de omkring 2,5 hektar vinmarker bl.a. på Bachemer Karlskopf samt Walporzheimer Alte Lay.

Stefan er uddannet vinmager og har tidligere arbejdet på det store Staatlichen Weinbaudomäne i Marienthal samt en række mindre vingårde inden jobbet hos Meyer-Näkel og nu deltidsjobbet på brødrenes Weingut Kurth.

Stefan Kurth går meget op i bæredygtig produktion og naturlig plantebeskyttelse. De dyrker Spätburgunder, Frühburgunder, Weißburgunder samt lidt Portugieser.

Vi startede med at smage denne 2016 Pross Jupp 1903 Bachemer Karlskopf Frühburgunder, som er vinificeret på egefade og lagret 18 måneder på barriques.

Næsen byder på nogle klassiske Ahr dyder, lys, frisk og syrlig frugt, røg, hindbær, kirsebær … men også lidt blæk, blyanter, mineraler, eg, kanel og animalsk stald. Vinen virker en anelse tæt i strukturen.

Smagsmæssigt er frugten også mørkere end duften lovede … mørk, mere krydret, tæt med krydderier, peber og så alligevel ganske blød, venlig og håndfast. Selvom Frühburgunder måske nok er en diva, så er denne vin ganske maskulin i munden.

På vingården koster vinen 21€ … svarende til 156 kr.

Vinanmeldelse 4/7