2018 Weingut Franz Coels, Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Franz Coels, Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir, Ahr, TysklandDen anden akt af smagningen med Peter Kriechel – der kleine Vesper – fandt sted inde midt i den gamle del af Ahrweiler by, nemlig hos Weingut Franz Coels på Ahrhutstraße 13 … eller rettere i gårdhaven, hvor Markus Coels startede med at servere os et glas af denne 2018 Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir.

Weingut Franz Coels ligger i et af de ældste bindingsværkshuse i den gamle bydel i Ahrweiler. Der har der været weinstube igennem mange generationer og selvfølgelig laver Coels familien også lidt vin udover driften af de gamle vinstue.

Det er i dag Franz Coels to sønner Sven og Markus, som driver stedet, hvor Sven er kok og sommelier, mens broder Markus står for at lave vinene, men også hjælper til i restauranten.

Familien har samlet beskedne 3,5 hektar vinmarker, hvor de 1,5 hektar ikke ligger i Ahr, mens i naboregionen Mittelrhein. På deres marker dyrker familien Spätburgunder, Frühburgunder og samt lidt  Portugieser. I Mittelrhein dyrker de primært hvide sorter.

Vi startede med at smage en Blanc de Noir, men en enkeltmarks en af slagsen, nemlig Coels’ Ahrweiler Roesenthal Spätburgunder Blanc de Noir … en vin lavet udelukkende på rustfrie ståltanke og uden den store information i øvrigt.

Næsen er meget luftig og måske samtidig lidt forsigtig af sig på grænsen til at blive lidt flad. Der er dog hindbær, fersken,  papkasser og den er samtidig meget let. Smagen har masser af lyserøde bær, jordbær og pænt med sødme, men holdes oppe af en frisk lille syre.

På vingården koster en flaske 11,50€ … svarende til 86 kr.

Vinanmeldelse 4/7