Næste fugl på foderbrættet i vinkælderen var også fra Premium serien hos Weingut Peter Kriechel, nemlig hans 2016 Frühburgunder B Trocken.
Høsten af Frühburgunder i netop 2016 var god, så det år lavede Peter 4 forskellige vine på den skrøbelige drue. Det var både hans basisvin Jubilus Frühburgunder, denne Frühburgunder B samt de to kultvine Jubilus Frühburgunder Goldkapsel og Marienthaler Rosenberg Fruhburgunder. I 2017 var høsten imidlertid helt anderledes ringe, så Peter alene lavede én vin på Frühburgunder, nemlig basisvinen Jubilus Frühburgunder.
Denne 2016 Frühburgunder B Trocken er produceret på egefade og har også lagret 12 måneder på fade, der er lavet med eg fra Ahr og anvendt én gang tidligere. Der er 2,7 gram restsukker pr. liter i vinen.
Næsen i vinen er sjovt nok lidt mørkere og langt mere moden i frugten end lige forventet … måske en lille smule lukket i øjeblikket. Frugten er hindbær, ribs, tranebær, brombær, lakrids, peber, tobak, røg og mineraler. Der er ikke så tydelige fadnoter.
Smagen er blød og cremet, men det mangler lidt wauw-faktor i forhold til foregående Spätburgunder. Der er lidt bitterhed, syrlig og røget frugt, men ikke så balanceret og elegant.
Importør er Carlsen Vin, hvor en flaske af 2015’eren koster 229 kr.