Sidste hvidvin hos Weingut Peter Kriechel inden vi skulle i gang med hovedretten – de røde vin på Früh- og Spätburgunder – var denne 2017 Grauburgunder B Alte Reben.
Modsat den forrige Riesling, så er denne 2017 Grauburgunder B Alte Reben lavet på egetræ … nemlig 350 liter fade, hvor vinen også er lagret en periode. Den er lavet med druer fra nogle af Kriechels gamle vinstokke.
Faglagringen kommer klart frem i næsen, for vinen er både eksplosiv, fed og har masser af eg, fersken, abrikos, melon, appelsin, mineraler, kalk og samtidig meget blid. Det er bestemt ingen syrebasse, men en rund, blød og venlig næse.
Smagen er såmænd også ganske blød med masser af velsmag, en lidt nøddet sødme, honning, kvæde, fersken, abrikos, lime, grape samt ananas, fennikel og lakrids. Det er cremet, blødt og syren vag, men sammenlagt en virkelig lækker vin.
Herhjemme forhandles Kriechel vinene af Carlsen Vin, men denne er ikke i sortimentet. På vingården koster vinen 18€ … svarende til 134 kr.