Næste hvidvin var også lidt af en overraskelse, nemlig en Gewurztraminer fra Languedoc … en Pays d’Oc vin fra vinhuset Domaine de l’Orangerie de Montrabech, som ligger i Lézignan i Aude regionen.
Vinhuset drives af familien Martin, som siden 1802 har lavet vin med base fra det gamle Château de Serame. Det gamle og historiske slot blev oprindeligt købt af forfaderen Pierre d’Exéa, som var ridder under den franske konge og havde deltaget i flere krige. På Château de Serame kan man faktisk fortsat i dag se familiens våbenskjold fra de krigeriske dage.
I dag omfatter domainet omkring 230 hektar vinmarker og olivenlunde samt flere ejendomme, bl.a. Château d’Argens og Domaine l’Orangerie de Montrabech. Alle markerne har siden 2010 været drevet certificeret økologisk.
Domaine l’Orangerie de Montrabech har sit navn efter et stort orangeri, som Exéa familien byggede i slutningen af det 19. århundrede og var i drift i næsten hundrede år.
I dag er al produktion dog koncentreret om vin og en smule olivenolie. Vinene markedsføres under de tre navne … Château de Serame, Château d’Argens og Domaine l’Orangerie de Montrabech.
Denne Gewurztraminer er alene lavet på rustfrie ståltanke og fermenteret ved lave temperaturer. Derefter har vinen hvilket en kort periode inden aftapning på flaske.
I næsen er der masser af pærer, abrikos, mirabeller, maling der tørrer, blomster, lidt røgede noter, citrus, lemon og en gul Københavnerstang.
Smagen er blød og mild, så der er ikke megen syre i vinen, som dermed fremstår en smule vandet. Det suppleres med lidt sødme og muskat krydderier. Vi lander lige et sted mellem 3,5 og 4 houlbergske fingre.
Ingen forhandler herhjemme. I Frankrig koster en flaske 9,70€ … svarende til 72 kr.