2018 Weingut Schmitges, Erdener Treppchen Riesling GG, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Schmitges, Erdener Treppchen Riesling GG, Mosel, TysklandDet er 3. gang jeg smager Erdener Treppchen Riesling Großes Gewächs fra Weingut Schmitges og denne årgang 2018 er bare noget af det bedste tyske af slagsen, en af de øverste på podiet, geil und ganz weltklaße  … det smager freaking, fucking godt.

Weingut Schmitges – der ligger i svinget lige mellem Bernkastel-Kues og Traben-Trarbach – har jeg jo skrevet om tidligere, så det skal jeg undlade at gentage. I stedet koncentrerer vi os om at kigge nærmere på denne Erdener Treppchen Riesling Großes Gewächs.

Vinen er lavet med druer fra marken Erdener Treppchen, som er en stor 35 hektar mark med en sydvestlige eksponering, en hæld på op til 65% og en undergrund med grå skifer. De fleste af stokkene på marken er podede, men der findes også en lille del upodede vinstokke.

Høsten sker selvfølgelig med håndkraft … alt andet vil være umuligt, og derefter hviler druerne køligt i 24 timer, hvorefter gæring sker spontant kun med druerne naturlige gærceller.

Fermentering og modning sker i store fade, som er lavet af granit og sur lie – altså med bærmen – og varer hele 7 måneder. Derefter har vinen så lagret en kortere periode på egefade. Der er 7,1 gram restsukker i vinen.

Er du svimmel, hvor det dufter godt! Der er ganske vist ingen petroleum, men der er så meget andet godt. Der er overmodne røde æbler, tropisk frugt, fersken, abrikos, syltede citroner, blomster og samlet en meget æterisk og berusende duft. Der er lidt appelsin, karamel, modellervoks og hvide blomster … inderligt, dragende, narkotisk og man bliver bare ved med at sniffe.

Smagen er virkelig blød og cremet, og vinen har nærmest lidt erotisk buttede håndtag aka en let flommefedme. gule æbler, melon, fersken og citroner, men ingen vild syre. I stedet er der æblesødme, et rent mineralsk bid, jern samt en sindssyg lang eftersmag med umodne, grønne æbler. Det er Riesling topklasse.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 314 kr., hvis du køber 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7