Gemtree Wines laver også en vaskeægte GSM vin, altså en vin på Grenache, Syrah og Mourvèdre. Hos de skøre, biodynamiske australiere på Gemtree hedder vinen Cinnabar Grenache Shiraz Mataro.
Igen bliver man ikke overvældet over informationerne om vinen på husets hjemmeside, men blendet består for årgang 2018 af 62% Grenache, 32% Shiraz og 6% Mourvèdre. I 2017 var det 40% Grenache, 33% Shiraz og 27% Mourvèdre, men tallene året før lød på 45-40-15%, så det varierer altså lidt fra år til år. Vi springer så bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.
Cinnabar GSM er – som forrige vin – en lysere og syrlig vin fra Gemtree, pænt med grønne noter, men er klart mere tilgængelig end forrige Uncut Shiraz. Der er ribs, tranebær, mirabeller, fennikel, lidt vanilje, pænt med urter samt en lille disket sødme.
Smagen er også mere fyldig, men fortsat til den lettere og lysere side, men samtidig med mere tyngde og bedre balance. Der sniger sig lidt sødme ind, blommer, lakrids, spejderhagl, urter, mere krop og det smager rigtigt fint og nærmest europæisk i stilen.
Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 218,75 kr.