Og hvorfor så – når vi nu er i gang – ikk’ lige tage den 3. vin fra Château Saint Jean d’Aumieres, nemlig den røde l’Affranchi, som er et blend på 40% Grenache, 40% Syrah og 20% Carignan.
Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten kommes i åbne kar, hvor gæring sker ved 25-30 grader med løbende remontage aka overpumpning. Efter endt fermentering har vinen lagret på egefade indtil den har opnået tilstrækkelig modenhed og fylde. De fleste af fadene har været brugt 1-2 gange til husets egne topvine.
I næsen er det en landlig og bondsk vin … og Houlberg er fan af landlige, bondske vine. Her er der boblende og gærende mødding, rustik mørk frugt, blåbær, grafit, lakrids, aske og ristede noter, tør jord og svagt lidt urter. Den bondske franske næse er lækker.
Smagen er saftig med nogle markante tanniner, som hasper dig lidt i kindbenene og udtørrer munden totalt. Frugten er mørk, igen er det blåbær, lidt peber … skarpt, og så alligevel med en friskhed. Det er bestemt en vin med karakter.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.