På den lille italienske Ristorante il Cantinone i Peschiera fik jeg lidt gnocchi alla polpa di granchio og dertil valgte jeg en hvid Joseph Gewürzrtraminer fra det fantastiske vinhus Tenuta J. Hofstätter i Alto Adige … fremragende valg, hvis jeg selv skal sige det.
Tenuta J. Hofstätter aka Weingut J. Hofstätter har jeg skrevet om tidligere – både om husets historie, drift og marker mit weiter, så skal jeg ikke gentage denne gang. I stedet kigger vi nærmere på denne Joseph Gewürzrtraminer, hvor druerne kommer fra forskellige mergelholdige marker.
Markerne ligger i 250 og 800 meters højde og på grund af de alpine vinde, så undgår man en alt for varm og overmoden stil. Druerne høstes med håndkraft, hvorefter de presses nænsomt og får lov at macerere nogle få timer med skallerne.
Vinen fermenterer derefter i temperaturstyrede ståltanke og graderne holdes nede for at få mere frugtighed frem. På trods af det, så trækker vinen en højoktan på 14,5% alkohol.
Næsen er både herlig landlig og samtidig med en vis fedme, men er slet ikke så parfumeret, som man måske ville forvente af en Gewürztraminer, selvom det fortsat er en meget aromatisk og intens aroma. Den virker bare utrolig luftig, elegant med abrikos, blomster, rosenblade og lidt estragon.
I munden er vinen fed og lidt olieret, om end ikke overfed, for den har fortsat en god friskhed. Det er cremet, blødt og smager vildt godt. Nam Nam.
Forhandles af Adriat Vinimport, men prisen kender jeg ikke.