Indrømmet … smag og behag er meget forskellig, og selvom jeg nok aldrig bliver fan af denne Origens Rosé fra Espaço Rural aka vinhuset Herdade do Rocim – som står bag Espaço Rura – så var en flok af fruens veninder aldeles vild med vinen … og spurgte mig flere gange; har du ikke flere flasker af denne? Det havde jeg ikke.
Det er ikke lang tid siden, at jeg smagte søstervinen Origens Vinho Branco. Der skrev jeg også en lidt om vinhuset Herdade do Rocim og historien … så det springer jeg over denne gang.
I stedet kigger vi nærmere på denne vin, som faldt i god jord hos en flok vilde kvinder. Origens Rosé er lavet på 60% Touriga Nacional og 40% Aragonez, alle høstet manuelt og vinificeret på ståltanke uden det mindste brug af egefade.
Duften er nærmest jordbær-is, lidt Jolly Time – for dem, som husker den sodavand – svagt lidt blomster, men ellers oser den af sødme og saftevand.
Men den smager dog ikke helt så sød, som forventet, for vinen har en skvis citronsyre, som giver en smule rygrad. Der er lidt jernnoter, er ganske ukompliceret, men det er slet ikke noget for jeres trofaste vinblogger … men så er vi tilbage ved fruens veninder, som bare knuselskede vinen. Vi er heldigvis alle forskellige.
Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 65 kr.