Vinen Soave Classisco Alzari er nok Azienda Agricola Coffeles bedste hvide Soave vin … ren Garganega, som kommer fra markerne Alzari Alti og Alzari Bassi, altså øvre og nedre del af Alzari marken i Castelcerino.
Druerne er høstet af flere omgange i løbet af oktober og ved ankomst til vineriet, så presses 60% af druerne, som herefter gærer med det samme. De sidste 40% gennemgår en delvis tørring i 40 dage – appassimento – hvorved de får yderligere sukker og koncentration, hvorefter de så også gærer i rustfrie ståltanke.
Derefter sammenstikkes de to produktioner og lagrer så 10 måneder i store 1.500 liter slavonske egefade, hvilket efterfølges af et par måneders yderligere lagring på flaske. Det betyder, at vinen har 4,60 gram restsukker pr. liter.
Og sikke da en næse med mariekiks, masser af vanilje, kanel, melon, fersken, tørrede abrikoser, nødder, fylde, fedme og samtidig luftig med en frisk side, stor landlighed … faktisk vildt lækker aroma.
I munden er vinen nærmest lidt røget, saltet og samtidig cremet blød og forførende. Alligevel er der – som med duften – noget frisk over vinen, hvilket sikrer en totalt spændende smag.
Ingen dansk importør er fundet, men i Italien koster vinen 15,50€ … svarende til 115 kr., og det er sgu billigt.