2014 La Biòca, Barolo Ravera, Piemonte, Italien

2014 La Biòca, Barolo Ravera, Piemonte, ItalienDa Propperiet er importør af vinene fra La Biòca – og de laver Barolo fra både Bussia og Ravera, så var det som eneste vinhus repræsenteret 2 gange. Vi smagte først deres 2014 Barolo Ravera.

La Biòca betyder pindsvin, men er også betegnelsen for en hårdhudet person. Dermed passer ordet Biòca meget godt til Bisso Atanassov, som er idémanden bag La Biòca. Da han tilbage i 2012 slog sig ned i Serralunga d’Alba i Barololand med en målsætning om at lave vin på niveau med de bedste producenter i Barolo og Barbaresco, så sagde mange, at projektet var vanvittigt og at det ville være umuligt at gennemføre … og bare prisen på gode vinmarker kan afskrække enhver entreprenant vindrømmer, men ikke den hårdhudede Bisso.

Bisso Atanassov er oprindeligt fra Bulgarien, har tilbragt sin ungdom i Moskva, har ønologi uddannelse fra Montepellier og en master i ønologi fra Torino. Han har produceret vin for Viu Manent i Chile, Vietti i Barolo, Graham Beck i Sydafrika, Château Engarran i Languedoc, Ramos Pinto i Douro og Angelus i St-Emilion.

Sammen med en flok investorer fik han dog opkøbt en række vinmarker … lidt af et kæmpe projekt, men i dag ejer La Biòca samlet 16,5 hektar vinmarker, hvor dog alene 7,4 hektar pt. anvendes til produktionen, mens 7,4 hektar er købt for nyligt i kommunen Roddino og vil blive tilplantet over de kommende år.

Huset har parceller på marker som Bussia, Ravera, Castagni og Croera i Barolo, Ronchi og Secondine i Barbaresco samt San Sebastiano ved Monforte d’Alba.

De fleste af topvinene fra La Bioca er produceret fra markbesiddelser, som er lejet, men denne er første årgang fra La Biòcas helt egen markbesiddelse på Ravera, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1972. Det er La Biòcas Ravera mark, som I kan se på billedet ovenover.

Druerne knuses og ligger i kold udblødning et par dage inden gæring sker i franske, brugte 500 liters tonneau tønder med 25 dages post maceration. Vinen har så tilbragt 18 måneder på fad, 18 måneder på tank samt et halvt år på flaske før frigivelse.

Den har en vidunderlig duft … har klart lidt mere sødme end de forrige, vanilje, småkager, læder, violer, masser af eg, røg, lyse bær, blommer, lakrids og et par grønne elementer. Næsen er ikke så eksplosiv, men lidt en forsigtigper, men det er der jo heller ikke noget galt i at være.

Smagen er til gengæld ganske klar, skarp og mineralsk, lidt streng med et god bid og markant garvesyre. Bevares, det er jo fortsat også en ung tøj, en teenager og et fint pubertetsbarn. Det smager godt, men alderen vil give den 10 gram mere. Der er 5½ sikre fingre … endda med en amorspil op.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 460 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7