2015 Weingut Peter Kriechel, Marienthaler Rosenberg Frühburgunder Trocken, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Peter Kriechel, Marienthaler Rosenberg Frühburgunder Trocken, Ahr, TysklandKriechels topvin på Frühburgunder er denne Marienthaler Rosenberg Frühburgunder Trocken, som vi her smager i årgang 2015. En tidligere årgang 2012 blev i 2016 kåret som Ahrs bedste Frühburgunder. Ja, og så fik den såmænd også prisen Deutscher Rotweinpreis 2016 af Vinum.

Men det er nu ikke så mærkeligt, at Weingut Peter Kriechel kunne løbe med en titel som bedste producent af Frühburgunder. Kriechel er både dygtig, men er også den største producent af vine på netop Frühburgunder med over 4 hektar vinmarker med den sarte, tidligt modne sort.

Produktionen ligner de øvrige vine … denne er blot lavet med 14 måneders lagring på franske barriques. Det er en Lagenwein og så med Goldkapsel en del af husets Kultweine. Den har 2,8 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt igen en stram og livlig syre supperet med frisk frugt, hindbær, ribs, tranebær samt måske også lidt mørkere bær, lakrids, hvid peber, chokolade, mentol, mineraler, eg, svag vanilje og kanel, men fadnoterne er slet ikke så dominerende som ved forrige. Og så har vinen fortsat en dejlig grøn syre.

Smagsmæssigt læner Marienthaler Rosenberg Frühburgunder sig op af Jubilus Frühburgunder Goldkapsel, men er bare blødere, har mere fløjlsagtig cremet smag og dybde. Der er bitterhed, grøn syre, ribs, frisk frugt. ristede noter og virker sjovt nok meget yngre end forrige Jubilus, selvom det er samme årgang. Det er virkelig en feminin vin, som nok burde gemmes nogle år.

Importør er Carlsen Vin, men kan også købes hos Højbjerg Vine, hvor en flaske koster 519 kr.

Vinanmeldelse 6/7